Der er også spændende gravsten at kigge på, hvor man kan filosofere over det liv, de døde nåede at have, og ikke mindst det, de ikke nåede at have, hvis de døde som unge.Det er lidt de samme tanker man kan få, når man besøger en af vore mange gravhøje.

Der har nok næsten altid været ritualer og traditioner omkring det at begrave de døde. Til forskellige tider og i forskellige lande.

Tabita Wulff har skrevet en bog, der hedder ”Den sidste have”, hvor hun bla. beskriver nogle af de forskellige kirkegårdskulturer før og nu.

Hvis man får lyst til at besøge en af Fredericias kirkegårde, kan det inden besøget anbefales at kigge i den fine lille bog ”Kirkegårdene i Fredericia Provsti”, som blev udgivet i 2008. Heri beskrives de lokale kirkegårde samt de krigergrave og andre gravsteder, som findes i området.

Den hedder Sct. Folkvars kilde og ligger ude ved Ullerup kirkebakke. Det ligger imellem det køreteknisk anlæg og nordøst siden af golfbanen. Engang lå der en kirke, den er for længst nedbrudt og der står nu i stedet en mindestøtte for kirken.

Ganske tæt på mindestøtten er der en mark hvori der findes en kilde. Kilden har igennem århundreder haft ry for at være en lægedomskilde.

Tilbage i 1638 skulle en præsteindberetning nævne at gamle folk omtaler kilden som et sted hvor der skulle ske store mirakler.

Jeg har været derude her i sommer og forsøgt at stedfæste hvor præcist kilden er. På stedet, øst for mindestøtten, er der et lille vandhul og det er ganske tydeligt at der er en del vand rundt omkring i området, både på den pløjede mark og på det areal som strækker sig ind i køreteknisk anlæg.

På nuværende tidspunkt ved jeg desværre ikke mere om kilden og dens brug igennem tiden.

Så kort omtaler nutidige fredericiahistorikere fæstningspigen Magdalene Thoresen. Som jeg har prøvet at skildre i mit tidligere indlæg om Magdalene, er dette lidt af en undervurdering.  Man aner, at det kun er på grund af den lille mindeplade på huset i Sundegade, at hun overhovedet findes værdig til omtale i bogen.

Selv skriver hun om opvæksten i Fredericia:

“Jeg var fra Lille af altfor stor for min Omgivelse…” (M&B s. 17)

Hun indrømmer, at hun nok var noget af en plage for familien – frihedselskende, fantasifuld og fordringsfuld, som hun var. Først for sent indser hun, at der er grænser for drømmenes og fantasteriernes opfyldelse. Bricka skriver om hende i Dansk Biografisk Lexikon:

“Hun var det næstældste af 5 meget smukke Børn. Hendes
Forældre vare fattige, men Hjemmet var ædelt. Faderen var en
interessant, poetisk, stolt Natur. Sammen med Byens Piger og Drenge
gik Magdalene i Borgerskolen og gjorde der – som alle Vegne –
Opsigt ved sit interessante Ydre og sit vilde, fantastiske Væsen.”

Imidlertid er det ikke positivt for Magdalene at vække opsigt, Hun føler sig tværtimod svigtet og misforstået:

“Nej, Sagen er, at, træffer jeg ikke paa Nogen,
som kan forstaa og ærligt modtage min Kærligheds Rigdom,
saa misforstaar man mig komplet,
og dette er virkelig en Ulykke” (M&B, s. 15 )

Om hun har tilbudt sin kærligheds rigdom til den forkerte (for eksempel Prins Frederik, der boede i byen på dette tidspunkt) og er blevet afvist, må stå hen i det uvisse. Pastor Prip afviser blankt at hun skulle have opført sig uanstændigt, men til grin bliver hun og ser sig nødsaget til at forlade fødebyen:

“..forhaanet, foragtet, forskudt af Alt og Alle…” (M&B s. 18)

Kilder:

Brickas biografisk lexikon – Runeberg.org

Fredericia Minder 1964
heri: Forfatterinden Magdalene Thoresen, s. 6-12

Fredericiaminder 1965
heri: Uddrag af pastor L. Prips erindringer fra Fredericia I 1840erne

Memoirer og Breve bd.30: Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901 (M&B)

Huguenotterne var franske protestanter, medlemmer af den reformerte kirke, der blev grundlagt i 1550 af John Calvin. Deres historie begyndte i 1685, under Ludvig d. 14., da de katolske magthavere fik ophævet det Nantiske Edikt, som hidtil havde garanteret dem tros- og bekendelsesfrihed. De blev hermed stillet overfor valget mellem kætterbålet eller landflygtighed, og i tusindvis forlod de Frankrig og slog sig ned over hele verden.

Forgæves havde man forsøgt, at få huguenotterne til at gå over til katolicismen ved skiftevis at chikanere og lokke med bl.a. pengepræmier. I 1680 blev det forbudt at gå over til protestantismen, og at protestanter giftede sig med katolikker. For at sætte en stopper for protestantiske gudstjenester, lukkede man under forskellige påskud de kirker, som de havde bygget efter udstedelsen af det Nantiske Edikt. Huguenotterne fandt sig tålmodigt i alt. Man måtte altså gribe til skrappere midler. Kirker og mødelokaler blev nu jævnet med jorden og protestantisk gudstjenester, selv private andagter i hjemmene, blev forbudt, præsterne landsforvistes, og alle børn skulle nu døbes af katolske præster. Den eneste måde at slippe for forfølgelse var at forlade landet, hvilket var forbudt og næsten umuligt. Frankrig kunne nemlig ikke undvære den værdifulde arbejdskraft, som huguenotterne repræsenterede. Alligevel holdt huguenotterne fast ved deres tro, og det lykkedes titusinder at slippe over grænsen og komme til Schweiz, Nederlandene, Brandenburg og England o.s.v. En del kom med tiden til Danmark, hvor en koloni slog sig ned i Fredericia. At Danmark blev tilflugtssted for de reformerte hænger sammen med, at Christian d. 5. var gift med en prinsesse af Hessen, Charlotte Amalie, som bekendte sig til den reformerte tro. Han udstedte i januar 1685 et kongeligt privilegium for de reformerte – de var kendte for at være både flittige og dygtige – der ville komme til Danmark og slå sig ned, men ingen var dengang interesseret. Under den Store Nordiske krig havde Fredericia lidt meget. Selv om man ikke deltog i selve kampen, var byen udpint af skatter, handel og næring var i nedgang, og fattigdommen hærgede. Atter gik kongens, nu Frederik d. 4., tanker til de landflygtige reformerte, som han vidste var dygtige til at dyrke tobak. Tobak var dyr at importere, og forbruget stigende. Tanken var at blive selvforsynende, at undgå import, og på den måde få rettet op på økonomien I 1719 sendte kongen den franske oberst du Boulet til Brandenburg for at overtale en del af de huguenotter, der havde slået sig ned der, til at flytte til Fredericia. Oberst du Boulet kom tilbage fulgt af tre repræsentanter, som skulle undersøge forholdene i byen. Fredericia var religiøst, moralsk og nationalt en køn sammenblanding, så Huguenotterne var noget betænkelige. Men jorden var fin. Uden lod de sig dog ikke lokke herop, men opstillede en lang række krav, som man i det store og hele efterkom Det var en helt ny situation. Fra at være et forfulgt folk, var de nu så eftertragtede, at de kunne tillade sig at stille krav. Huguenotternes krav, eller privilegier som de kaldtes, blev underskrevet af Frederik d. 4. den 15. november 1720. I Fredericia havde de nu lov til frit at dyrke deres religion, de fik tilladelse til at bygge kirke, holde skole, indrette eget fattigvæsen, og kongen lovede at betale den reformerte præst 300 Rdr. årligt i 10 år. Han gav desuden tilladelse til, at de måtte have deres egen dommer i indre stridigheder. De fik anvist byggepladser og tømmer til favorabel pris. I 20 år var de fritaget for indkvartering af soldater, og både de og deres børn slap for soldatertjeneste. De fik endda gennemført, at deres præst fik funktion som deres egen borgmester med samme beføjelser som byens borgmester. For at sætte gang i tobaksdyrkningen blev den tobak, som de avlede på byens jorder, i 20 år fri for told og afgifter. Det vigtigste var dog de jordarealer, man fik overladt , og som kom til at danne menighedens faste økonomiske grundlag. Kongen havde i sandhed være gavmild. Fredericiaborgerne følte det bittert uretfærdigt. Til syvende og sidst var det nemlig dem, der måtte betale omkostningerne Kongens tilbud og løfter om privilegier virkede efter deres hensigt. I Maj 1720 ankom de første 15 reformerte familier (84 personer) til Fredericia, og flere kom til de følgende år. I 1721 var der i alt 61 familier (224 personer) og endnu 18 familier var på vej. Så mange tilflyttere gav imidlertid problemer for byen, som ikke var i stand til pludselig at huse alle de mange mennesker, og borgerne i Fredericia var uvillige til at hjælpe. Øvrigheden måtte gribe ind og skaffe dem tag over hovedet. Huguenotterne etablerede sig fra første færd som en sluttet enhed. Det lå ikke til den reformerte tro at missionere eller skaffe tilhængere. De bosatte sig i kvarteret ved Kongens- og Dronningensgade, som stadig kaldes Persillekvarteret, fordi de kantede deres bede med persille. Her kom også kirke, skole og præstegård senere til at ligge. Forende af privilegierne og dyrkning af jorden, i tro, tradition, sprog, afstamning og indbyrdes ægteskaber oprettede de et lille Frankrig i det i forvejen så blandede Fredericia. At de var fransktalende, var også med til at isolere dem. Efterhånden svigtede den yngre generation dog modersmålet. som afløstes af en besynderlig blanding af jysk, franske brokker og især tysk, som de lærte af de udenlandske soldater, de fik i kvarter. Huguenotterne kom til Fredericia som tobaksplantører, men de medbragte også kartofler, bønner, roer, kål og hvede. De lærte danskerne at spise kartofler! Omkring 1800 var antallet af huguenotter vokset fra 250 i 1767 til det dobbelte. Der stod stor respekt om det lille reformerte samfund, hvis liv var præget af strenghed og fred. Der var ingen slagsmål, voldsomheder eller uhæderligheder af nogen art. Huguenotterne var flittige og hæderlige, og de kom til at betyde meget, både moralsk og materielt, for stabiliteten i Fredericia. Omegnens bønder skelede nysgerrigt til Fredericias Kalifiner, som de kaldte dem, og tog på mange områder ved lære af dem. Tobaksdyrkningen var huguenotternes hovedbeskæftigelse, og da de ikke skulle betale told, blev det efterhånden en rigtig god indtægtskilde, som bl.a. gjorde det økonomisk muligt for de unge at gifte sig tidligt. I koloniens tidligste tid skulle børn i ægteskaber mellem reformerte og lutheraner efter loven opdrages i den lutherske religion. Det var derfor nødvendigt for koloniens overlevelse, at de unge giftede sig indbyrdes, ellers ville samfundet langsomt svinde ind. Efterhånden som konkurrencen fra udlandet øgedes, faldt interessen imidlertid for Fredericia-tobakken, og i begyndelsen af det 19. århundrede var det slut med tobakseventyret. Huguenotterne havde i begyndelsen ingen kirke, men en huskirke i Dronningensgade. Styrelsen bestod af 6 af samfundets ældste plus præsten, som var født formand. Men takket være velyndere kunne man i 1725 lægge grundstenen til Den Reformerte Kirke i Dronningensgade. Elleve år senere d. 1. april 1736 fandt indvielsen sted. Det daglige sprog blandt huguenotterne var efterhånden udelukkende tysk, kun få forstod fransk. Det lykkedes pastor Jean Dalgas i 1809 at få gennemført en bestemmelse om, at man så vidt muligt skulle sørge for at børnene lærte fransk både i kirken og skolen, og forældrene forpligtede sig til at tale fransk med deres børn hjemme. Men det var vanskeligt at bevare det franske sprog. Menigheden stod i 1821 stod uden præst, og forstanderskabet forsøgte forgæves at skaffe en fransk Til sidst besluttede de at antage en tysk. Sproget blev nu tysk både i kirken og skolen. Men selv om tysk blev det officielle sprog, blev det reformerte samfund ikke tysk og følte sig aldrig som tyskere. Nationalfølelsen gik senere direkte fra fransk til dansk.

I 1922 blev den første gudstjeneste holdt på dansk. Siden prædikedes afvekslende på dansk og tysk, og fra 1924 blev konfirmationen foretaget på dansk. Indtil Grundloven af 1849 havde Frederica-kolonien sin egen selvstændige organisation og administration, men da loven pålagde lighed i regeringens forhold til alle landets indbyggere, kunne denne særstilling ikke længere opretholdes. På én gang ophævedes privilegierne, og man måtte nu, som alle andre borgere i landet, betale skat, og fik pålagt værnepligt. Endnu i vore dag eksisterer der en levedygtig reformert menighed i Fredericia., hvor man stadig kan møde efterkommere af de første kolonister, der kom til byen for 280 år siden, og franske familie-navne minder om det værdifulde befolkningstilskud, som Ludvig d. 14’ s religionsterror bragte hertil. Da huguenotterne kom til Fredericia mente bystyret, de mest var til besvær og gerne kunne være blevet væk. Men tingene ændrede sig og ved menighedens 250 års jubilæum i 1969 viste byens øvrige borgere deres respekt i form af en mindeplade på rådhuset, for de gamle reformerte slægter, med indskriften: Som gode borgere satte de deres præg på byen. Ved Fredericias 300 års jubilæum i 1950 havde den reformerte menighed rejst en obelisk som tak for det fristed, deres forfædre fandt i byen 230 år tidligere.

Ulla Mather februar 2000

Kilder på Fredericia Bibliotek – et udvalg:

Cecilie Thams Nord Hansen : De fransk-reformerte i Danmark : den fransk-reformerte menighed i Fredericia og spørgsmålet om bevarelse af en selvstændig identitet som religiøst, kulturelt og socialt samfund. 77 sider. Århus Universitet 1992. Bogen står i vores lokalhistoriske samling , dk5: 28.44

Jean Orieux : Katarina af Medici eller Den sorte dronning. 2 bind. Omhandler ikke direkte huguenotternes historie, men Katharina af Medici, Dronning af Frankrig, er uløseligt forbundet med huguenotternes historie og skæbne. Forum 1989. Vi har bogen i dk5: 99.4

Catherine Alfred Jeppesen : Kongens kolonister. De fransk-reformerte i Fredericia. 149 sider med fyldige og opdatterede oplysninger lige fra starten i Frankrig og Tyskland, til oprettelsen og koloniens udvikling op til 1980. Thanning & Appel 1982. Vi har bogen i Lokalhistorisk samling i dk5 : 28.44

A. Devantier : Huguenotterne i Fredericia 1719-1969. 95 sider. Udgivet af Den Reformerte menighed 1969. Vi har bogen i dk5: 28.44

J. Hedemann Baagøe : De reformerte og tobaksdyrkningen i Fredericia. 20 sider. Fredericia Museum 1969. Vi har bogen i dk5 : 28.4

J. Hedemann Baagøe : De 4 trossamfund i Fredericia. 15 sider. Fredericia Museum 1964. Omhandler; De Reformerte, Jøderne, Katolikkerne og Lutheranerne. 27.65

Andre Maurois : Frankrigs historie. Bind 1. Hagerups Forlag 1950. Heri side155-185 (Hvorledes reformationen skabte et politisk parti i Frankrig..mm). Vi har bogen på magasin i dk5 : 92

Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard : Kirkehistorie. Bind II : Den nye tid. Fotografisk genoptryk af 3. på ny omarbejdede udgave Schultz Forlag 1949. Akademisk forlag 1992. Heri side 266-275 (Huguenotkampene i Frankrig). Vi har bogen i udlånet i dk5 : 27

Kr. Erslev : Det sekstende aarhundredes historie. Gyldendal 1929. Heri side 243-280 (Religionskrigene, Bartholomæusnatten, Henrik III, Nederlandene og Henrik IV.) Vi har bogen på magasin i dk5 : 91.7

Louis Battifol : Frankrigs Historie fortalt for alle. Bind 3 : Renæssancens aarhundrede i Frankrig. Henrik Koppels Forlag 1925. Heri side 157-318 (Meget detaljeret om optakten til, og udviklingen af religionskrigene i Frankrig i 1600-tallet.) Vi har bogen på magasin i dk5 : 92

Wilhelm Staehlin : De reformerte i Fredericia 1719- 29.september 1919. 14 sider udelukkende om Fredericiaforhold. Fredericia Centraltrykkeri 1919. Vi har bogen på Lokalhistorisk samling dk5: 27.65

Jacob Ludwig : Die reformirte Gemeinde in Fredericia. 137 sider på tysk med detaljerede oplysninger om reformerte i Fredericia (historie, navne, familier, aftaler mv.). E.S. Jessens Boghandel, Fredericia 1886/ C.Ed. Müllers Verlagsbuchandlung Bremen und Leipzig. Vi har bogen i Lokalhistorisk samling dk5: 27.65

Salmonsens leksikon. I det gode gamle danske leksikon Salmonsens, er der en god fyldig artikel om Hugenotterne. God hvis du har brug for et hurtigt og korrekt overblik.

Tidsskriftartikler på Fredericia Bibliotek:

Personalhistorisk Tidsskrift årg. 109 nr.1 (1989) (s.90-98 ; de fransk-reformerte i Danmark). Haves på magasin dk.5 : 99.1

Personalhistorisk Tidsskrift årg. 106 nr.1 (1986) (s.83-94; Franske reformerte som udvandrede til Danmark. Haves på magasin dk5 : 99.1

Avisartikler :

Der har været skrevet en del om Huguenotterne i Fredericia’s aviser, det har typisk været i forbindelse med mærkedage omkring Huguenotterne i Fredericia.

Nedenstående artikler er af en vis størrelse og kan anbefales som supplerende læsning :

Fredericia Socialdemokrat, Mandag 29. september 1919 : 200 års jubilæet i Dag. 1719-1919 : De fransk reformerte i Fredericia.

Fredericia Dagblad, Mandag 06. oktober 1919 : Den reformerte menighed. Mindegudstjeneste med altergang. Beretning fra mindehøjtidelighederne i forbindelse med 200 års dagen (gotiske bogstaver).

Fredericia Avis, Onsdag 19. oktober 1927 : Den reformerte menighed i Fredericia i ældre tid. Radio-foredrag af kommunelærer Poul Winding, Fredericia. Stor artikel på én hel avisside (dvs. 2 A3)

Jyske Tidende, Søndag 24.september 1944 : 225 års dagen i den reformerte menighed. Et lille rids over de reformertes historie fra masseindvandringen fra Frankrig.. Af Olaf Rasmussen.

Fredericia Dagblad, 28. september 1944 : En mindedag i den reformerte menigheds historie. Beretning fra 225 års dagen. Af d.d.

Kristeligt Dagblad, Mandag 07. april 1952 : Fredericia’s reformerte hjørne er stadig levende og fransk. Lidt om hvordan kirkegangen er for de reformerte. Af Axel Holm.

Kristeligt Dagblad, 17. august 1955 : Fredericia stadig præget af de reformerte slægter. Af Axel Holm. Knap en avisside med bla. interview af Marie Devantier, født Honoré, dengang ældste blandt de reformerte.

Jyske Tidende, 23. april 1963 (1967?) : For de reformerte skolebørn var ferier et ukendt begreb. Større artikel 2/3 avisside om undervisningen i Den Reformerte Skole. Af Eduard A. Nissen.

Fredericia Dagblad, 23. oktober 1963 : Efter blodige begivenheder fandt de reformerte fred i Fredericia. Fra foredrag af C. Binzer Herman. Fylder ca. ½ avisside.

Aktuelt (jysk), Tirsdag 17. januar 1967 : En by for folk der haver gjort dødsslag eller anden misgjerning. Af Claus Vendelhaven.

Aktuelt (jysk), Mandag 23. januar 1967 : De reformerte (efterfølger til ovenstående artikel).

Kristeligt Dagblad, Torsdag 18. september 1969 : Lille Frankrig i Fredericia ; de franske reformerte, der kom til at præge byen ved Lillebælt. Af Axel Holm.

Jyske Tidende, Søndag 21. september 1969 : Kongen ønskede at sikre Fredericia gode rygte. Samme dato : Flygtede fra kætterbålet og fandt et fristed i Fredericia. Om hvad huguenotterne lærte os…mv. i forbindelse med 250 års jubilæum. Af Ole Bech.

Fredericia Dagblad, Fredag 26. september 1969 : De reformerte kom til Fredericia fordi vor handelsbalance var skæv. En omfattende artikel der bla. handler om de reformertes krav til byen. Fylder mere end én avisside. Af Alfred Devantier.

Fredericia Dagblad, Lørdag 12. oktober 1985 : Flygtninge for 300 år siden : Franske flygtninge bag dansk hedeopbygning. Af H.C. Clausen.  En hel avisside med illustrationer.

Politiken 20. oktober 1985 : Da protestanterne var bådflygtninge. Af Erling Bjøl.

Politiken 28. november 1993 : Kronik : Da flygtninge var velkomne. Af Arne J. Hermann.

Vægternes historie går langt tilbage. Allerede i 1294 bliver de omtalt i København. Vægterne havde mange opgaver. De beskyttede borgerne mod tyve og overfaldsmænd udefra. De var også på vagt for ildebrande og slog alarm. Det kan man læse en masse om i Byen Brænder af Kåre Lauring. En tredje opgave der kom til senere var at informere om hvad klokken var slåen -det er der vægterversene kommer ind i billedet. Vægteren havde et vers til hver time og det blev afsunget til gavn eller gene for byens borgere -afhængigt vægterens sangstemme og borgerens behov.

Men hvorfor er der ikke et vægterkorps i Fredericia?
Svaret er nok at soldaterne i dag fylder pladsen ud.

Sådan har det ikke altid været….

En kilde lyder på at der i Fredericia i 1665 blev oprettet en borgervæbning som værn mod de stationerede soldaternes overgreb

Historien ifølge Hugo Matthiessen: Fredericia 1650-1760,  er dog en anden. I 1688 blev der på stiftamtmandens bud ansat 4 vægtere, men da byens borgere ikke ville betale deres løn forsvandt de igen. Først i 1715 fik byen de 4 vægtere.

Det gik dog ikke så godt:
“1721 opskræmmede Peder Vægter Borgerskabet ved at bruge Nattens stille Timer til at rapse lidt hist og her af Næstens Gods, hvor lejlighed gaves.” Hans straf blev to timer i Gabestokken og forvisning fra byen. Hvis han kom tilbage ville det blive “under Straf til Kagen” (det vil sige at han ville blive pisket i fuld offentlighed af byens bøddel)

Da man en gang i 1760′erne endelig fik ordentlige forhold med bedre løn og skilderhuse til ly for vejret var der et stabilt korps i byen indtil politiet i 1871 overtog ansvaret.

Så kom 2. verdenskrig.

19. september 1944 blev politiet afsat af de tyske tropper og byens borgere stod pludselig igen forsvarsløs over for tyve og bøller. Der opstod flere private grupper bl.a. foreningen “Gothersgades Værn ” som virkede i en kort periode, indtil et kommunalt vagtværn blev oprettet og trådte i kraft

Kilder:

Salmonsens Konversationsleksikon
Matthiessen, Hugo: Fredericia 1650-1760
Fredericiabogen 2001 s.76-86 “Foreningen Gothersgades Værn”
http://www.byhistorie.dk
Fredericia Politikorps 1871-1950
I: Vejle Amts Aarbog. – 1950. – S. 43-53, ill.