Svend Åge Madsen: Når man mailer

Madsen mailer
Meget af vores viden om betydningsfulde personer i fortiden stammer fra deres brevverksling med bekendte, som har gemt brevene. Sådannne korrespondancer er ofte blevet udgivet i bogform, men samtidig med at breve er afløst af e-mails er brevsamlinger vist blevet en uddød genre. E-mails bliver jo bare slettet eller bliver liggende i en computer. Det kan dog lade sig gøre at udgive en mailsamling, viser det sig. Flemming Chr. Nielsen har udvalgt mails fra en 10-årig korrespondance med vennen Svend Åge Madsen. De afspejler hvad der har optaget ham i det daglige. Det kan være aktuelle begivenheder, de bøger han er i gang med at skrive og de bøger, han læser. Hans bemærkninger til andre forfatteres udgivelser er interessante. Ind imellem er der små funderinger og iagttagelser som får en humoristisk drejning, når vi ser dem med Svend Åge Madsens øjne. Det kan bare være en  juice, der ikke blot er påtrykt en udløbsdato, men også et klokkeslet: “Fristende at gemme den for at iagttage hvilken forvandling der sker med den kl. 12.23.59″
Det er ikke en bog, der er egnet til at læse igennem fra ende til anden, men som pluklæsning en gang imellem er den underholdende og tankevækkende.

99.4 Madsen, Svend Åge
Når man mailer / forfatter: Svend Åge Madsen ; redaktør: Flemming Chr. Nielsen. – [Fredensborg] : Bindslev, 2009. – 330 sider.

Se om bogen er hjemme her

Svend Åge Madsen

Svend_Aage_Madsen
Svend Åge Madsen fyldte 70 år for nyligt. I den anledning er der udgivet to bøger. Den ene er en samling af mails til vennen Flemming Chr. Nielsen, som han har redigeret og udgivet med titlen “Når man mailer”. Den anden er en ny roman med titlen “Mange sære ting for”. Romanen foregår naturligvis det særegne Svend Åge Madsen univers med et mylder af personer. Mange af dem har optrådt i hans tidligere romaner. Typisk for Svend Åge Madsen er det finurlige tankespind om filosofi og naturvidenskab, men først og fremmest er det religionen, der må holde for. På overfladen er det en slags spændingsroman med en mordgåde, der hænger sammen med kompromitterende afsløringer af Jesu liv. Mange anmeldere nævner Dan Brown og ser bogen som en vittig og selvironisk kommentar til “Da Vinci Mysteriet”.
I Berlingske Tidende sammenfatter Per Krogh Hansen: “Der er lagt op til en konspirationsthriller, en sci-fi-agtig tidsfilosoferen, en kritisk undersøgelse af, hvad vores verdens-og menneskesyn bygger på og meget andet klogt stof. Madsen tilfører det hele en Anna Pihlsk betjent, der kan se ind i fremtiden; en ung studine, hvis tro sættes på spil;  en biolog, der vil kortægge Guds DNA-profil, osv., osv. Som det fornemmes, er det en mangestemmig og mangefacetteret affære, og som altid hos fødselaren er det både uudgrundeligt klogt og usigeligt morsomt”.

Mange sære ting for : roman / forfatter: Svend Åge Madsen. – Gyldendal, 2009. – 410 sider

Romanen er så ny at Fredericia Bibliotek ikke har fået den på hylderne endnu, men det er muligt at reservere den her.
Det vil nok være klogt at lægge en reservering ind med det samme for at få en chance for at læse den inden den 1. februar.

Forfatteraften med Svend Åge Madsen mandag den 1. februar kl. 19
Svend Åge Madsen kommer på Fredericia Bibliotek for at fortælle om sin nye roman og sit forfatterskab. Billetsalget er ikke begyndt, men skriv det ind i kalenderen allerede nu.

Læs mere om forfatterskabet på Forfatterweb

Ny side på bloggen

autumnSom det kan ses, har bloggen skiftet lidt udseende men vi syntes den trængte til en lille makeover.

Samtidig har vi lagt endnu en Side på bloggen (se til venstre/i toppen) hvor du nu kan finde et link til en side med Lister. På denne side kan du finde links til nogle af de mest populære serier på biblioteket.

Det drejer sig om “Slægten” & “Sagaen om Isfolket”. Nu er søgningen lavet for dig, så når du trykker på linket får du alle bøgerne i serien præsenteret på en gang.

Samtidig kan du let finde bibliotekets udvalg af lydbøger for voksne og børn på cd.

Hvis du har forslag til lister, er du meget velkommen til at kommenter dette indlæg eller skrive til undertegnede.

Robert Goddard: Danskeren

robert

Jeg var til Bogforum i København i weekenden, og her er jo mulighed for at høre og se mange forfattere. Både danske og udenlandske. Bla. var jeg med til en radiooptagelse af et interview med den britiske spændingsforfatter, Robert Goddard, hvis seneste bog “Danskeren” delvist foregår i Danmark.

Bogen handler og Euston der opsøges af sin ekskone, da deres fælles ven Marty har brug for hjælp. Så Euston drager fra London til Tyskland, og får kontakt med Marty. Marty er på jagt efter sin afdøde morfars taske da den indeholder nogle vigtige papirer. Papirer som der er mange andre der også gerne vil have fingre i, da det måske kan bevise uopklarede detaljer om zar-familien og især Anastasias skæbne.

Og så går det ellers roligt med støt gennem Europa til Århus og videre til København. Her støder flere interesserede parter til, og snart må Euston tage til Helsinki i jagten på tasken og en opklaring på indholdet.

Det er ikke en hæsblæsende fortælling, men stille og rolig og dog er der både skurke og romantik så alt ender på bedste vis. Og ja- forfatteren har selv vandret i Århus og København, så han kender gader og værtshuse som sin egen hovedperson benytter:-)

Podcast fra Danmarks Radio

drivjagt

Der er masser af gode gratis lydbøger til download på Danmarks Radios hjemmeside i øjeblikket.

Du kan hente nyeste Elsebeth Egholm “Vold og magt” som kan hentes frem til april 2010. Og du kan lige nå at hente Anne B. Ragde’s roman “Arseniktårnet”  for der er sidste frist den 18. november 2009.

Men kig ellers videre på DR’s hjemmeside, her er masser af gode bøger til ørene.

Stå op! – Godmorgenhistorier af 11 danske stand-up-komikere

Stå op! og spark dagen i gang med 11 sjove, syrede, seje og sprøde go´morgenhistorier fra Danmarks bedste standup ére. Her bydes på sjov, grin og ballade i en skøn forening. Som modsætning til traditionelle “godnathistorier” præsenteres vi her for et relativt nyt koncept nemlig “godmorgenhistorier”.

Få alt vendt på hovedet i Omvendtland og tag på detektivarbejde i et hårrejsende zoo-mysterium. Nyd duften fra verdens største kagebane og hør, hvorfor det ikke altid er så nemt at være prinsesse. Mød Ole Åbneøje, Lasse og hans bugtalerven, og hils på Otto, der ikke er et næsehorn.

Der er bidrag fra bl.a. Thomas Hartmann, Mette Frobenius, Vicki Berlin og Povl Carstensen.

Godmorgenhistorierne er skæve og farverigt illustreret af Anders Arhøj, som bl.a. kendes som illustrator for DR til den gule bi Oline.

Stå op! kan bruges som højtlæsningsbog for de 5-10 årige piger og drenge. Jeg synes, at ideen med “godmorgenhistorier” er rigtig god, da det kan give børnene en rolig start på dagen. Hvis altså man som småbørnsfamilie har tid til at få læst højt om morgenen.

Se om bogen er hjemme her:

Stå op! / forfattere: Thomas Hartmann … [et al.] ; illustrator: Anders Arhøj. – 1. udgave. – Kbh. : Phabel, 2009. – 161 sider : ill. i farver

Daniel Kehlmann : Berømmelse

Berømmelse

I disse dage hvor det er 20 år siden Berlinmuren faldt, må det være på sin plads at komme med et godt tysk læsetip :)

I foråret 2009 udkom Daniel Kehlmann med sin tredje roman på dansk - “Berømmelse”, der er forholdsvis lille og hurtigt læst med ni forskellige historier der har hver sin hovedperson.

De 9 historier griber ind i hinanden og vi møder bl.a. en berømt skuespiller hvis liv bliver overtaget af en dobbeltgænger, en internetblogger, en gammel dame der søger aktiv dødshjælp, en afdelingsleder med et opslidende dobbeltliv og en forfatter der laver al virkelighed om til litteratur.
Personernes veje krydses og handlingen tager uforudsigelige drejninger, hvor noget er virkelighed og noget er det pureste opspind. Det er godt skrevet, moderne fortællekunst og ofte meget morsomt.

Daniel Kehlmann (f. 1975) fik meget opmærksomhed da han debuterede med “Opmålingen af verden” (2007). Allerede året efter kom den satiriske “Jeg og Kaminski”. Han er anerkendt som en af de mest betydelige unge tyske forfattere og har helt fortjent allerede modtaget en række prestigefyldte litterære priser.

Årets læser

littLige nu, indtil den 5. november kl. 12., kan du være med til at kåre årets læser. Litteratursiden har lanceret den nye pris, som sætter fokus på læseoplevelsen. Prisen til Årets Læser er på 20.000 kr. og uddeles på Litteratursidens stand på Bogforum fredag d. 13. november kl. 11.

Der er 5 nominerede læsere – du kan læse om deres favoritlæsning, og hvad læsning betyder for dem på Litteratursiden

Afgiv derefter din stemme på mail til: redaktionen@litteratursiden.dk

Ditte Birkemose: U-233

ditte

Kit Sorél hyres af et forældrepar til at finde deres voksne datter, Julie,  som har været forsvundet i nogen tid.
Sammen med Julies tidligere makker, David, graver Kit i Julies fortid. Et punkt som er meget åbenlyst, er de manglende papirer fra Julies arberjde i Grønland. Papirer som fortæller om CIA’s overflyvninger af Grønland med terrormistænkte. Der er spor som peger mod en tysk fysiker og Grønlands undergrund. Altsammen noget som snart bringer Kit i fare, for der er stærke kræfter som ikke vil lade sandheden komme frem.

Ditte Birkemose har efter 10 år skrevet en tredie del om privatdetektiven Kit, som nu er alene og bor i en autocamper. Men derfor er hun ikke helt slået ud af kurs, så hun kaster sig over sagen med stor energi.

Kit Sorél er tilbage i fuld vigør, årene til trods, så snyd ikke dig selv for denne tredie del af serien. Bøgerne kan sagtens læses hver for sig. Og så skriver forfatteren allerede på en ny krimi i serien…

Se om “U-233″ er at finde på hylden

U-233 : krimi / forfatter: Ditte Birkemose. – 1. udgave. – Kbh. : People’s Press, 2009. – 298 sider

Læsekredse søger medlemmer

kreds

Den 18. november holder biblioteket en Bogcafé for nye læsekredse. Dvs. søger du en læsekreds at være med i, er her chancen for at være med fra starten og dermed også præge hvordan jeres kreds skal fungerer.

Det bliver en aften hvor der er mulighed for at møde andre som søger efter nogle at snakke bøger med, og hvor du kommer hjem med nye tips til læsningen i din nye læsekreds.
Bibliotekarerne vil også fortælle om forskellige måder at køre kredsen på. Og der vil være mulighed for at høre hvordan en læsekreds fungerer idag, da en læsekredsdeltager vil komme og fortælle om sin kreds.

Det bliver en aften med hygge og inspiration til gode læseoplevelser, som gerne skulle munde ud i der bliver dannet nye læsekredse. Hvilket vi selvfølgelig er behjælpelige med.

Af hensyn til kaffe/the brygningen, er der sidste frist for tilmelding den 15. november. Tilmelding hos Lone Hansen (lh@fredericiabib.dk) eller på telefon 7210 6800, spørg efter Kultur & Oplevelse.